søndag den 17. juli 2011

Skal jeg mon snart være mormor...?

Frøformering... Det er noget de professionelle gør i sterile laboratorier... Men det kan faktisk godt lade sig gøre hjemme i køkkenet, læste jeg på FB for et par uger siden. Impulsiv som jeg er... gik jeg fluks i gang. I første omgang kræver det kun en tændstik og en underkop. Jeg valgte mor og far planter sådan ud fra, hvad der kunne være flot at kombinere. På farplanterne knækkede jeg, med tændstikken, spidserne af søjlerne. Hvis alt gik efter bogen skulle de to pollensække klæbe sig til tændstikken. Men... derfor underkoppen, så jeg kunne fange sækkene og samle dem op igen med tændstikken og føre sækkene ind i morplanternes stigma (som det så fint hedder).


Jeg valgte fire mor- og farplanter, men "kun" ved to planter lykkedes operationen. Efter to uger (i skrivende stund) så morplanternes udvalgte blomster ud som vist på nedenstående billeder. 


Selve blomsterne er visnede og frøknuderne er begyndt at svulme. Samtidig er stænglerne blevet kraftige og mørkegrønne, helt forskellige fra de stadig blomstrende stængler. Så selve podningen lykkedes, men derfor er det desværre ikke sikkert at blomsterne er bestøvede. Selve frøkapslen er 5-10 måneder om at modnes og selv om alt tilsyneladende forløber glat er det ingen garanti for, at kapslen indeholder spiredygtige frø. Akkkkk, skal jeg vente så længe.  Tålmodighed er ikke en af mine dyder. Men... der er ikke noget at gøre. Når kapslen er "plukkemoden", så kommer det virkelig svære, at dyrke frøene. Men... Den tid den glæde...!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar